GRØNLAND
Jeg har i mange år drømt om at køre hundeslæde. I Grønland forstås.
Sikkert næret af min barndoms bøger om polarforskernes rejser. Især Knud Rasmussen og Peter Freuchens oplevelser gjorde et stort indtryk. Heldigvis behøver en hundeslædetur ikke at være lige så drabelig nu om dage. Man kan købe en pakkerejse med alt indbefattet – og så skal man bare checke ind i Københavns Lufthavn. Men selv om min rejse ikke blev drabelig, blev den alligevel meget anderledes end planlagt. I Grønland er man stadig helt afhængig af vejret og naturens luner. Alle planer må indrettes og ændres i overensstemmelse med de aktuelle forhold.
Ifølge planen skulle gruppen (11 gæster og 1 turleder) sejle fra Ilulissat til Qasigiannguit (tidligere Christianshåb) og derefter på en 3 dages slæderejse inden retursejlads til Illulissat med tid til at se byen og Isfjorden. Allerede ved ankomsten i Illulissats lufthavn fik vi at vide, at planerne var ændret. Havisen var drevet ind mod kysten og umuliggjorde sejlads. I stedet stod en helikopter parat, men da der kun var plads til 10 passagerer, måtte jeg vente til en afgang næste morgen.
Kusken løber slæden i gang og springer på i farten.
Hundeslæden ankommer.
Det var ikke kun mig, der blev generet af isen. Det var værre for en fiskekutter med 5 fiskere ombord. Kutteren var fanget i isen og man frygtede, at den ville blive skruet ned i isen. Derfor afgik inspektionsskibet Hvidbjørnen fra Nuuk og kom kutteren til undsætning. Hvidbjørnen er ikke en isbryder, men den er bygget til issejlads og har motorkræfter på godt 6.400 hk og havde ingen problemer med at hjælpe kutteren i havn i Ilulissat. Selvom Hvidbjørnens våbensystemer måske ikke virker, havde skibet sin berettigelse her og fiskerne var glade for Hvidbjørnens tilstædeværelse og assistance.
Enkelte af de nye kuttere i havnen kunne sejle gennem isen og de drog naturligvis på fiskeri. En del mindre joller tog chancen for at sejle efter i den sejlrende, der opstod. Men isen drev hurtigt sammen igen og så kunne jollerne hverken komme frem eller tilbage. Det endte med at jollerne blev efterladt og fiskerne gik hjem over havisen. Nogle havde været så forudseende eller heldige, at de havde flyttet jollerne ind i Isfjorden, hvor en lille vig blev til en midlertidig havn. Herfra fragtedes fangsten på snescootere gennem Unesco området, hvor alt motoriseret færdsel ellers er forbudt. Det hed sig, at der var givet dispensation tilkørslen. Der har været permafrost i hele området, men efterhånden tør landskabet op, hvilket gør området endnu mere sårbart. Omvendt har det givet mulighed for udgravning af bopladser, hvor Saqqaqfolket levede for 2 -3 tusinde år siden.
Fiskerne forsøges forgæves at komme gennem isen til frit vand.
Det lykkedes for nogle fiskerbåde at oprette et landingssted ved Isfjorden.
Næste dag var det stadig tåget, og det var det også morgenen efter. Først om eftermiddagen på 3. dagen kom jeg af sted. Da var slæderejsen efter planen ved at være slut. Her viste fordelen ved en pakkerejse sig. Mit rejseselskab, Topas, fik fat i to unge hundeslædekuske og arrangerede en privat tur for mig med to slædekuske og en turleder. Det var ekstraordinær god service og jeg fik en fremragende tur. Jeg kom til Qasigiannguit med helikopter sent fredag eftermiddag og blev hentet på landingsbanen og udstyret med sælskindstøj og snescooterstøvler. Så af sted til Flyversøen, hvor de to slædekuske stødte til os. Klokken var efterhånden blevet 19 og vi havde en 3 timers slædetur foran os.
Fodring i tågen.
Vi kørte hen over havisen mens mørket sænkede sig uden at blive helt mørkt. Det var klart vejr og sneen lyste op. Den eneste lyd vi hørte, var slædens meder, der skar sig hen over isen og sneen. I løbet af aftenen blev det meget koldt, men sælskindstøj er både vind- og vandtæt, så jeg frøs ikke. Kusken klarede sig med en kedeldragt, men jeg så dog, at han lynede den op og tog et par tynde handsker på i løbet af aftenen. Vi overnattede i en hytte på kanten af Isfjorden. Hytten har tidligere været brugt af fangere til hellefiskeri, men efterhånden som gletsjeren smelter, bliver fjordens vand mere fersk og hellefiskene er i dag søgt længere ud mod fjordens udmunding. Hytten bliver nu brugt af turister og som lejrskole for efterskolen i Qasigiannguit.
Grønland værner om sin kulturarv og unge fra hele Grønland kommer til efterskolen i Qasigiannguit for at lære hundeslædekørsel samt jagt og fiskeri. I hundeslædeområdet er det strengt forbudt at have andre hunderacer end den grønlandske slædehund. Den lokale politihund fik dispensation mod at blive neutraliseret. At avle slædehunde må ikke blive en forretning og hundeprisener derfor fastsat til kr. 500. Antallet af slædehunde har gennem årene været faldende og bruges i stigende omfang til rekreative formål og til konkurrence- og turistkørsel. Fangerne har dog stadig god brug for slædehunde, da det i stort omfang er forbudt at bruge motoriserede transportmidler til fangst og jagt – f.eks. skal isbjørnejagt foregå med hundeslæde. I hytten åbnede vi madkassen, hvor der var bøffer af finhval og en gryderet af den moskusokse, som kokken havde skudt et par dage forinden. Det smagte himmelsk, og en dag på hundeslæde i 10-20 graders frost gjorde ikke måltidet ringere. Hval er en vigtig del af den grønlandske madkultur og der må jages en række hvalarter under bestemte forudsætninger, herunder kvoter fastlagt af den internationale hvalfangstkommision. Om morgenen skinnede solen og det var vindstille. Hundene begyndte at blive utålmodige og da den første blev spændt for slæden, satte de alle i forventningsfulde hyl.
Hundene bliver tøjret enkeltvis og kan ikke nå hinanden.
Indtil hundene bliver 6 måneder løber de frit omkring og kan mødes i leg.
Vores hundeslæder var små rejseslæder, ikke store ekspeditionsslæder som man ser i TV-udsendelserne om Siriuspatruljen. Slæderne er dog bygget efter samme metode af træ og rebsurringer. Når man kører i ujævnt terræn, viser surringerne tydeligt
deres vigtige egenskaber. Slæden giver sig og tværbrædderne bevæger sig uafhængigt af hinanden. Søm og skruer ville hurtigt splitte slæden ad. Man sidder komfortabelt og der er god plads til kusk og passager. Oftest vil der være to passagerer på turistture, så sidder man tæt og skal helst være gode venner.
Isfjorden er berømt for den store Ilulissat Isbræ, der producerer omkring 80 mio. tonsis i døgnet og muligvis også producerede det isbjerg, Titanic mødte. Vi besøgte istedet en mindre og meget rolig gletscher i det sydlige isfjordssystem. Turen over Isfjorden ind til gletcheren Saqqaaleq foregik i højt solskin. Føret var is med et lille snedække, der virkede til at være hundenes favoritunderlag. De løb hurtigt og så ud tilat nyde det. Vi holdt kun pause, når kuskene skulle ryge en cigaret. Ved hvilepauser lægger hundene sig i en klynge tæt sammen. Hvis det kniber med at få sig lagt hurtigt nok eller en hund bliver urolig svinger kusken pisken hen over flokken uden at ramme dyrene. Det har de respekt for og lægger sig tæt sammen. Hundene bliver derimod tøjret enkeltvist om natten og ved hundepladserne, hvor de bor om sommeren og i øvrigt når de ikke er på arbejde. Der var fjelde på begge sider af fjorden og da vi drejede ind i den sidste fjordarm, rejste gletcheren sig i det fjerne. Det var et storslået syn. Der var en flad hundevenlig bane næsten helt ind til gletcheren – ellers var området fyldt med hvide og blå isskosser. De hvide er dannet af havis og de blå består af indlandsis, der er trykket sammen gennem tusinde år, hvorved luften er presset ud af isen.
Hvil på isen.
Hundene i deres es.
En lille vandretur og så stod vi oppe på gletcheren og kikkede ud over landskabet. Det er meget betagende at stå på is, der måske er tusind år gammel og at der er hvidt af is og sne så langt øjet rækker. Uden at det gav en følelse af ensomhed, var det alligevel tankevækkende at kikke ud over landskabet vel vidende, at de nærmeste mennesker befandt sig en dagsrejse på hundeslæde væk. Næsten lige så langt skulle man køre før der igen var mobildækning. På vejen tilbage holdt den ene kusk nøje øje med sin telefon om ikke snart der var dækning. Han ventede utålmodigt på besked om hans nye PlayStation var ankommet. Der manglede lige en isbjørn eller en moskusokse til at vise størrelsesforholdene i landskabet. Men de eneste dyr vi så på turen var hundene. Der var en del ravne i luften, så der må være føde til dem.
Da vi den sidste dag nåede tilbage til Qasigiannguit, tog jeg med kokken på isfiskeri. Vi håbede at fange en hellefisk eller måske en rødfisk. Det blev nu kun til torsk, som vi spiste til aftensmad. Den helt friske torsk smagte fantastisk, men de lokale anser nu torsk mest egnet som hundemad.
En slædehund nyder sin mad.
Dagen efter fløj vi i helikopter i fuldt solskin hen over Isfjorden med en fantastisk udsigt over de fastfrosne isbjerge og en enkelt fanger, der havde haft held med sæljagten. Endelig kunne jeg opleve Ilulissat i klart vejr. Jeg gik ned til Isfjorden, hvor den midlertidige havn lå. Der lå også de mest imponerende isbjerge frosset fast i isen. På vejen kom jeg forbi Isfjordscenteret, hvis arkitektur er inspireret af en lettende sneugle. Centeret forsker i og formidler viden om natur- og kulturhistorie i hele Isfjordsområdet. Helt naturligt lægges der vægt på følgerne af tidens klimaforandringer.
Fra den lille midlertidige havn var der en konstant trafik af snescootere, der kørte fisk og fiskere fra fjorden op til Ilulissat. I Ilulissat består fiskeriet hovedsageligt af krogfiskeri efter hellefisk, men der fanges også rokker og torsk som bifangst. Ilulissats omdrejningspunkt er havnen og hellefisk er afgørende for byens økonomi. Og hellefiskene fra Ilulissat er de bedste i verden, for de er ekstra faste i kødet. Siger man i Ilulissat. Turisme er den næststørste indtægtskilde og i juli/august kan byen være oversvømmet af turister. Især når krydstogtsskibene sender et par tusinde gæster på dagsbesøg i byen. Som følge af stigende temperaturer har Ilulissat Isbræ efterhånden trukket sig 60 km tilbage, så klimaforandringerne er synlige her. Det kan virke dobbeltmoralsk, når turister fra hele verden rejser med fly, helikopter eller skib for at komme ind til indlandsisen og se hvor meget isen er smeltet. Eller for at opfylde en barnedrøm om at køre hundeslæde.
Isfjordcenteret.